Smykker lavet af hår lyder som en moderne idé. Det er cirka to hundrede år gammelt, og gennem det meste af 1800-tallet var det helt almindeligt.
Hvad viktorianerne faktisk lavede
Hårarbejde var et anerkendt håndværk. Hår blev flettet til kæder og armbånd, arbejdet fladt til billeder sat under glas i medaljoner og brocher, eller snoet i mønstre så fine som broderi. Noget blev lavet hjemme efter trykte forlæg, noget blev bestilt hos professionelle hårarbejdere.
Det var ikke kun til de døde. En stor del af det var sentimentalt frem for sørgende — en lok fra en, der levede, givet som kærlighedstegn eller byttet mellem venner og familie. Sørgesmykker fyldte meget, og de fyldte mere efter prins Alberts død i 1861, hvor dronningens sorg formede en hel generations mode. Men den underliggende idé var enklere end døden: det her kom fra én bestemt person, og intet andet smykke er magen til.
Den nordiske udgave
I Våmhus i Sverige var hårarbejde et erhverv frem for en fritidsbeskæftigelse. Kvinderne der lavede det gennem vinteren og rejste ud for at sælge det, og håndværket gik i arv gennem generationer. Det er et af de få steder, hvor hårarbejde overlevede som en levende færdighed frem for som antikvitet.
Vi påstår ikke en direkte linje dertil. Men det er værd at vide, at det her er et nordisk håndværk lige så meget som et viktoriansk engelsk.
Hvorfor det forsvandt
Fotografiet, hovedsageligt. Da et fotografi først blev billigt, behøvede den ting, man gemte for at huske et menneske, ikke længere at være en del af vedkommende. Hårarbejde fik samtidig ry for at være morbidt, hvilket det egentlig ikke havde haft dengang, og i 1920'erne var det væk.
Hvorfor vi arbejder med hår frem for aske
Vi bliver spurgt om det tit nok til at svare ordentligt.
Hår bliver ved med at være hår. I en perle kan du se det — farven, den retning stråene ligger i, om dyret var fuks eller skimmel. Det ligner stadig hår fra én bestemt hest. Aske er aske; når den først er støbt ind, er den en grå tone i resin, og den kunne komme fra hvor som helst.
Hår kan tages, mens de lever. Det er den praktiske forskel, og den betyder mere, end folk regner med. Du kan klippe en lok af en hest, der står på folden, år før der sker noget som helst. Aske findes først bagefter. En stor del af de smykker, vi laver, er til dyr, der har det aldeles udmærket.
Det er det håndværk, vi har. Hver perle støbes på fri hånd uden form, og at få hår til at ligge rigtigt inde i den kræver øvelse. Vi kan arbejde med aske efter aftale, og det gør vi — men hår er det, vores hænder er trænet til.
Hvor længe holder en hårlok?
På ubestemt tid, hvis den er tør. Hår er keratin, samme materiale som negle, og det nedbrydes ikke som blødt væv. Lokker gemt i viktorianske medaljoner er stadig intakte.
Det ene, der ødelægger det, er fugt. Hår lukket inde i en pose, før det er tørret helt, mugner — og det kan ikke gøres om. Vask det, hvis det trænger, lad det tørre helt, luk det så inde og glem det.
At gemme en
Du behøver ikke en plan. En kuvert i en skuffe med en dato på er nok, og det koster ingenting at være den slags menneske, der har sådan en.
Vil du have noget lavet af den senere, er det dét, vi laver — håndlavede smykker med hår, fra heste og fra kæledyr, støbt ind i en perle, der er lille nok til, at ingen behøver vide, hvad det er.
Du kan læse om hvordan et smykke bliver til, eller om at arbejde med aske i stedet.
