Har du mistet et dyr, har nogen sandsynligvis nævnt regnbuebroen. Den dukker op på kondolencekort, hos krematorier og i stort set alle grupper for dyreejere i sorg. Her er hvor den kommer fra, og hvorfor den hjælper nogle og irriterer andre.
Hvad det egentlig er
Regnbuebroen er et kort prosadigt skrevet i 1980'erne. Hvem der skrev det, har været omdiskuteret i årtier og blev først fastslået med nogenlunde sikkerhed meget senere. Det beskriver en eng lige før himlen, hvor dyr der er døde venter, raske igen, indtil deres menneske kommer — og så går de over sammen.
Det blev aldrig udgivet i en bog eller markedsført af nogen. Det spredte sig ved at blive fotokopieret, hængt op hos dyrlæger og givet videre mellem sørgende ejere, længe før internettet gjorde den slags nemt.
Hvorfor det trøster
Sorg over et dyr bliver ofte mødt med tavshed. Der er ingen begravelse, ingen fridage, og nogen siger som regel, at det jo bare var en hund. Regnbuebroen gør noget enkelt: den behandler tabet som virkeligt og værd at fortælle om.
Den svarer også på de to spørgsmål, folk faktisk stiller — har den ondt nu, og ser jeg den igen — uden at kræve nogen bestemt tro.
Hvorfor det ikke virker for alle
Nogle synes, det er sentimentalt, eller føler sig presset til at blive trøstet af noget, de ikke tror på. Lander det forkert, når en ven sender det, er det en normal reaktion — ikke et tegn på, at man sørger forkert.
Andre har svært ved det, fordi det handler om gensyn, og gensyn er ikke det, de har brug for. De har brug for, at dyret har været til og betydet noget — her, i de år det faktisk levede.
Hvis digtet ikke er noget for dig
Det brugbare er impulsen bag: at give tabet en form. Andre måder folk gør det på:
- Skriv de små ting ned — lyden når den drømte, den ene vane ingen andre dyr havde. Dem glemmer man først.
- Markér dagen på den måde du selv vælger. Et lys, en tur, ingenting.
- Behold noget fysisk. Halsbåndet i en æske, et poteaftryk, et billede på væggen.
At beholde noget af dem
Vi laver smykker af hår — nogle få strå fra en hest, hund eller kat, støbt i en håndlavet perle og sat i sølv. Det bæres hver dag, og ingen kan se hvad det er, medmindre man fortæller det.
Det kræver kun én ting: at hårene blev gemt. Har du en lok i en skuffe, kan det stadig lade sig gøre år efter. Du kan læse mere om mindesmykker til kæledyr.
Og er du tidligt i det her, har vi skrevet om selve sorgen og om andre måder at mindes et dyr på.
